Onlinemarkedspladsers »brug« af varemærker ved udbud af varer

Den 22. december 2022 afsagde Domstolen dom i de forenede sager C-148/21 og C-184/21 mellem Christian Louboutin (»Louboutin«) og Amazon Europe Core Sàrl, Amazon EU Sàrl og Amazon Services Europe Sàrl, Amazon.com Inc. og Amazon Services LLC (samlet »Amazon«). Sagen var anlagt ved kredsdomstolen i Luxembourg og den fransksprogede ret i handels- og erhvervsretlige sager i Bruxelles, Belgien. Omdrejningspunktet i sagen var et præjudicielt spørgsmål angående fortolkning af artikel 9, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (»varemærkeforordningen«).

Varemærkeforordningens artikel 9, stk. 2, hjemler rettighedshaverens forbudsret over for tredjemands brug af rettighedshaverens varemærke. Spørgsmålet i sagen var navnlig, hvorvidt platformen Amazon, udover dennes egne salgstilbud, kunne anses for at »gøre brug« af et tegn, som var identisk med Louboutins EU-varemærke. Sagens genstand var en række varer, som eksterne sælgere uden samtykke fra Louboutin udbød på Amazons platform med identiske tegn.

Vurderingen af, hvorvidt platformen Amazon »brugte« Louboutins varemærke gik blandt andet på, hvorvidt en almindeligt oplyst og rimeligt opmærksom bruger af Amazon kunne tænkes at skabe en forbindelse mellem Amazons tjenesteydelser og Louboutins varemærke. Hertil om denne bruger ville få opfattelsen af, at det var Amazon, som i eget navn og for egen regning markedsførte den vare, for hvilken der blev gjort brug af Louboutins varemærke.

Domstolen fremhævede, at Amazon præsenterede egne og eksterne sælgeres reklamer på en ensartet måde, herunder ved anvendelse af Amazons logo. Ifølge Domstolen gjorde dette det vanskeligt for brugeren at foretage en klar sondring mellem varerne udbudt af eksterne og varerne udbudt af Amazon. Med afsæt heri vurderede Domstolen, at den ensartede præsentation kunne skabe en forbindelse i brugernes øjne mellem Louboutins varemærke og Amazons tjenesteydelser.

Domstolen fremhævede desuden, at Amazons udbud af diverse tjenesteydelser vedrørende behandling af brugernes spørgsmål, oplagring, forsendelse og administration af returnering af varer, kunne give brugeren det indtryk, at varerne blev markedsført i Amazons navn og for Amazons regning.

Henset til disse betragtninger, fastslog Domstolen, at Amazon godt kunne anses for at »gøre brug« af Louboutins varemærke i varemærkeforordningens forstand, når eksterne sælgere udbød salgsannoncer med varer identiske med Louboutins varemærke, uden Louboutins samtykke.

Læs hele dommen her: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=268788&pageIndex=0&doclang=DA&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=91694

Springende kat som en del af logo var ikke i strid med PUMA’s varemærkeret

Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) har af to omgange afsagt dom i sagen mellem PUMA SE (»PUMA«) og EUIPO. Begge sager handlede om, hvorvidt CMS Costruzione Macchine Speciali SpA’s (»CMS«) ansøgning den 21. december 2012, om varemærkeregistrering af et logo, krænkede PUMA’s allerede registrerede varemærkerettigheder. Derudover angik tvisten, om der var begået sagsbehandlingsfejl i forbindelse med vurderingen af PUMA’s varemærkerettighed. EUIPO’s Appelkammer havde tidligere truffet afgørelse til fordel for CMS, og PUMA søgte derfor Rettens annullation af denne afgørelse.

Den første afgørelse (T-711/20) blev afsagt den 5. oktober 2022, og blev vurderet efter forordning 207/2009 (EF) af 26. februar 2009 om EF-varemærker (»den gamle varemærkeforordning«), da varemærkeansøgningen blev indgivet i 2012, hvilket er før Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (»varemærkeforordningen«) ikrafttrædelse.

Her fandt Retten, at bogstaverne »CMS« i det ansøgte varemærke udgjorde den dominante del af logoet, og den springende kat var således af sekundær betydning. Retten tog individuelt stilling til PUMA’s tre varemærker og fandt for alle tre tilfælde, at der forelå ingen eller ringe grad af visuel, fonetisk og konceptuel sammenlignelighed mellem varemærkerne. CMS’ logo krænkede således ikke PUMA’s registrerede varemærke.

Retten annullerede dog EUIPO’s Appelkammers afgørelse for så vidt angik to ud af PUMA’s tre varemærker, idet Retten vurderede, at EUIPO’s Appelkammer fejlagtigt ikke havde inddraget alle relevante oplysninger i forbindelse med vurderingen af disse to varemærker.

Retten skulle derfor på ny tage stilling til disse to varemærker i sagen T-4/22, der blev afgjort den 21. december 2022.

Retten fandt, at der ikke var fejl i EUIPO’s Appelkammers behandling, hvad angår inddragelsen af det ældre varemærkes stærke renommé i bedømmelsen af, om der forelå forvekslingsrisiko mellem varemærkerne. Det kunne endvidere ikke anses for en fejl, at EUIPO’s Appelkammer havde lagt vægt på uligheden af de varer, som sagens parter sælger.

Samlet fastslog Retten, at EUIPO’s Appelkammer med rette havde fundet, at der ikke vil kunne skabes en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker. PUMA’s varemærke blev således ikke krænket ved, at EUIPO tillod registrering af CMS’ varemærke.

Læs dommen af 5. oktober 2022 her: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=266804&pageIndex=0&doclang=EN&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=1158277

Læs dommen af 21. december 2022 her: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=268760&pageIndex=0&doclang=EN&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=91694

Indehaveren af varemærker på lægemidler kan modsætte sig parallelimportørers ompakning

EU-Domstolen afsagde den 17. november 2022 dom i sag C-224/20 mellem en række lægemiddelproducenter og varemærkeindehavere for lægemidler som sagsøger og en række sagsøgte, der alle driver virksomhed med parallelimport af lægemidlerne til Danmark.

Dommen var foranlediget af en præjudiciel forelæggelse fra Sø- og Handelsretten og vedrørte syv tvister angående sagsøgtes parallelimport og ompakning af lægemidler. Lægemidlerne var bragt på markedet i andre medlemsstater og søgtes nu solgt i Danmark.

Sagen vedrørte to typer af ompakning. For det første, ompakkede sagsøgte de importerede lægemidler i ny ydre emballage, hvorpå sagsøgte placerede sagsøgernes respektive varemærker. For det andet, ompakkede sagsøgte i ny ydre emballage, hvorpå sagsøgernes varemærker ikke genanbringes, men hvor de i stedet placerede et nyt produktnavn, inden lægemidlet blev markedsført i Danmark.

De præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen angik, artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (»varemærkeforordningen«), der vedrører muligheden for under særlige forhold at forbyde brugen af et EU-varemærke, som denne selv har markedsført. Spørgsmålet i sagen var, om varemærkeforordningens artikel 15, stk. 2, skal fortolkes således, at producenter af lægemidler kan modsætte sig parallelimportørers forskellige ompakninger af produkterne.

EU-Domstolen fandt, at varemærkeindehaveren under visse omstændigheder har ret til at modsætte sig, at en parallelimportør markedsfører et ompakket lægemiddel i en ny, ydre emballage. Det gælder, når udskiftningen efterlader tydelige spor af, at emballagen har været brudt, hvis dette skaber en stærk modstand hos en betydelig del af forbrugerne. Domstolen fandt endvidere, at direktiv 2001/83 af 6. november 2001 om humanmedicinske lægemidler hindrer, at en medlemsstat bestemmer, hvorvidt parallelimporterede lægemidler principielt skal ompakkes i en ny ydre emballage.

Læs hele dommen her:https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=268023&pageIndex=0&doclang=DA&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=91694

Louis Vuittons ternede mønster havde ikke særpræg og havde ikke opnået ibrugtagning på hele området for EU

Den 19. oktober 2022 afsagde Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) dom isag T-275/21, mellem Louis Vuitton Malletier (»Louis Vuitton«) og EUIPO. Retten skulle tage stilling til, hvorvidt en begæring om ugyldighed af Louis Vuittons varemærke skulle opretholdes. Det centrale spørgsmål i sagen var, om varemærket efter registreringen havde fået fornødent særpræg for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det var registreret, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (»varemærkeforordningen«) artikel 7, stk. 3 og 59, stk. 2. Retten besluttede, at Louis Vuitton ikke havde løftet bevisbyrden for, at varemærket havde opnået særpræg ved brug.

Indehaveren af et varemærke, der ikke har et selvstændigt særpræg, skal påvise særpræg ved brug af varemærket. Derudover skal det opnåede særpræg påvises at være opnået på hele EU-området og ikke kun på en væsentlig del eller størstedelen af området.

Det omtvistede varemærke havde ikke et selvstændigt særpræg, idet det bestod af et ternet mønster. Derfor var det nødvendigt for at opnå varemærkeretlig beskyttelse, at der kunne statueres ibrugtagningen på hele området for EU.

Retten tog i sin vurdering udgangspunkt i en række lande, hvor Louis Vuitton ikke havde etableret fysiske butikker: Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Slovakiet og Slovenien.

Louis Vuitton argumenterede for, at der var opnået særpræg ved brug i de ovenstående lande, eftersom varemærket er et velkendt brand inden for luksussegmentet. Louis Vuitton fremlagde i den forbindelse en række beviser, herunder oplysninger om online salg, marketingsstrategier og ekspertudtalelser, der skulle påvise ibrugtagningen i de førnævnte lande.

Retten stadfæstede, for så vidt angår alle de respektive lande på nær Estland, EUIPO’s Appelkammers afgørelse om, at der ikke forelå ibrugtagen af varemærket, idet bevisbyrden for ibrugtagning ikke var løftet. For så vidt angår Estland, kom Retten efter en samlet vurdering frem til, at EUIPO’s Appelkammer havde foretaget en fejlbedømmelse i forhold til ugyldighed af varemærket i Estland.

Retten lagde særligt vægt på, at det ikke var bevist, at forbrugere fra de pågældende medlemsstater havde været udsat for det anfægtede varemærke i tilstrækkelig grad til at anse varemærket for taget i brug.

Det omtvistede varemærke havde således ikke opnået fornødent særpræg ved brug i alle EU’s medlemsstater, hvorfor Louis Vuittons indsigelse mod begæringen om ugyldighed blev afvist.

Læs hele dommen her:https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=0F06772B16809A01AC4140968BFC2FAC?text=&docid=267375&pageIndex=0&doclang=EN&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=10947

Ældre varemærke kunne ikke tillægges betydning, da overgangsperioden for Storbritanniens udtræden af EU var udløbet

Den 12. oktober 2022 afsagde Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) dom i sag T-222/21, mellem Shopify Inc. (»Shopify«) og EUIPO. Sagen vedrørte, hvorvidt Shoppi Ltd.’s (»Shoppi«) ansøgning om registrering af et figurvaremærke for et logo med skriften »Shoppi« krænkede Shopifys registrerede varemærke »Shopify«.

Retten fandt for det første, at varemærket »Shopify« ikke havde fornødent særpræg, eftersom ordet »shop« udelukkende er af beskrivende karakter, ligesom endelsen »ify« er af ringe betydning.

Det blev herefter undersøgt, om varemærket ved indarbejdelse og ibrugtagning i Storbritannien havde opnået særpræg. Storbritannien udtrådte af EU i henhold til TEU artikel 50 den 1. februar 2020 med en overgangsperiode indtil den 31. december 2020. Retten fandt, at vurderingen af ibrugtagning af varemærket i det geografiske område skal kunne påberåbes på det tidspunkt, hvor EUIPO træffer afgørelse om begæringen om ugyldighed. EUIPO’s Appelkammer traf afgørelse i sagen den 18. februar 2021 og dermed efter udløbet af overgangsperioden. Følgelig var EUIPO’s Appelkammer ikke forpligtet til at tage hensyn til brugen af et andet ældre varemærke i Storbritannien.

Endelig kom Retten frem til, at der ikke var risiko for forveksling mellem de to varemærker, da der både var en ringe grad af visuel sammenlignelighed samt alene en gennemsnitlig grad af fonetisk og konceptuel sammenlignelighed.

Læs hele dommen her:https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=267069&pageIndex=0&doclang=EN&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=1158277

Sorte og hvide linjer kunne ikke varemærkeregistreres på grund af manglende særpræg

Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) afsagde den 5. oktober 2022 dom i sag T-502/21, mellem Philip Morris Products SA (»Philip Morris«) og EUIPO.

Tvisten angik en anmodning om varemærkeregistrering af en illustration bestående af sorte og hvide linjer, der skabte en kontrastvirkning. Varemærkeregistreringen vedrørte varer i Nice kvalifikationsklasse 34 om tobaksvarer.

Philip Morris nedlagde påstand om annullation af EUIPO’s afgørelse i sag R 78/2021-5 truffet den 26. maj 2021, hvor sagens varemærke blev nægtet registrering. Baggrunden herfor var, at varemærket ikke havde særpræg, som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (»varemærkeforordningen«).

Philip Morris bestred EUIPO’s argumenter og gjorde i sagen gældende, at varemærket på grund af sin originalitet og genkendelighed havde særpræg. EUIPO gjorde omvendt gældende, at varemærket, henset til sin enkelhed, ikke præsenterede aspekter eller kommunikerede et budskab, som ville blive lært udenad af den relevante kundekreds. EUIPO lagde endvidere vægt på, at de sorte linjer ikke egnede sig til at fremhæve et kommercielt budskab, men at disse nærmere ville blive opfattet som dekoration.

Retten stadfæstede følgelig EUIPO’s afgørelse om at afvise varemærkeregistreringen.

Læs hele dommen her: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=266813&pageIndex=0&doclang=EN&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=1139759

Fremtidige, uidentificerede krænkelser kan ikke danne grundlag for midlertidigt forbud

Østre Landsret afsagde den 9. november 2022 kendelse i sag BS-24168/2022-OLR, hvori retten afviste at nedlægge et midlertidigt forbud, navnlig under henvisning til, at forbuddet var formuleret så bredt, at det ikke var muligt at identificere en konkret og aktuel krænkelse, som der blev søgt beskyttelse mod.

Skechers U.S.A, INC. II (»Skechers«) nedlagde påstand om midlertidige forbud over for en række teleselskaber efter lovbekendtgørelse nr. 1655 af 25. december 2022 (»den danske retsplejelov«) § 413. Teleselskaberne viste og gav adgang til en række internetdomæner, som Skechers mente krænkede deres varemærkeret. Det indbefattede efter påstanden ethvert fremtidigt domæne, som Skechers underrettede teleselskaberne om, og som anvendte dennes varemærkeret på en måde som angivet i sagens bilag.

Østre Landsret fastslog, i tråd med Sø- og Handelsretten, at denne adgang til at nedlægge forbud over for en uidentificerbar, fremtidig tredjemands brug af varemærkeretten, ikke opfyldte kravet om, at modpartens adfærd skulle nødvendiggøre forbuddet, idet en sådan adfærd ikke kunne konstateres på tidspunktet for afgørelsen. Hertil fremhævede retten, under henvisning til sag C-337/95, at det ikke var givet, at den angivne adfærd fra tredjemænd altid ville være uretmæssig, idet denne dom indrømmer en ret for forhandlere til en vis loyal brug af et varemærke.

Læs landsrettens kendelse her:
https://www.domstol.dk/media/nfcfh4qv/bs-24168-2022-olr.pdf

Læs landsrettens pressemeddelelse her:
https://www.domstol.dk/oestrelandsret/aktuelt/2022/11/ikke-forbud-mod-fremtidige-og-uidentificerede-kraenkelser/

Anvendelse af konkurrents varemærker i Google AdWords var i strid med varemærkeloven og markedsføringsloven

Sø- og Handelsretten afsagde den 2. november 2022 dom i sagerne BS-37234/2022-SHR og BS-2608/2022-SHR mellem JABS Group A/S og Sparvinduer A/S (»JABS/Sparvinduer«) over for Klarvinduer ApS og Klarvinduer OÜ (fælles »Klarvinduer«).

Sagerne handlede om, hvorvidt Klarvinduers anvendelse af varemærker tilhørende JABS/Sparvinduer som søgeord på Google Ads krænkede de pågældende varemærkerettigheder, herunder indehaverens varemærkeretlige eneret efter lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske varemærkelov«) § 4, stk. 1. Yderligere gjorde JABS/Sparvinduer gældende, at Klarvinduer havde overtrådt lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) § 3, stk. 1, om god markedsføringsskik og § 22 om forretningskendetegn.

JABS/Sparvinduers påstod, at Klarvinduer havde brugt førstnævntes registrerede varemærker som Google AdWords i forbindelse med egen markedsføring af tilsvarende produkter. Ved brug af Google AdWords betalte Klarvinduer for at få sine annoncer vist i forbindelse med en Google-søgning på de pågældende varemærker.

Sø- og Handelsretten fandt det indledningsvist ikke godtgjort, at Klarvinduer ApS havde været involveret i den omstridte brug af Google AdWords, hvorfor denne blev frifundet.

For så vidt angår Klarvinduer OÜ’s brug af Google AdWords, indledte Sø- og Handelsretten med henvisning til EU-Domstolens dom i de forenede sager C-236/08 og C-238/08 at fastslå, at det ikke i sig selv er retsstridigt at anvende en anden erhvervsdrivendes varemærke som Google AdWord. Retten fandt følgelig, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at nedlægge et generelt forbud herfor.

Spørgsmålet for Sø- og Handelsretten var herefter, om anvendelsen af Sparvinduer ApS’ varemærke havde gjort det vanskeligt for gennemsnitsforbrugeren at gøre sig bekendt med, hvilken virksomhed annoncerne hidrørte fra. Ud fra en konkret vurdering fandt Sø- og Handelsretten, at det ved visse af Klarvinduer OÜ’s annoncer ikke var muligt for en gennemsnitlig internetbruger at gøre sig bekendt med, om annoncernes produkter hidrørte fra JABS/Sparvinduer eller Klarvinduer OÜ. Sø- og Handelsretten fandt derfor, at Klarvinduer OÜ havde overtrådt den danske varemærkelovs § 4 samt den danske markedsføringslovs § 3 og § 22.

Endelig udtalte Sø- og Handelsretten, at det som udgangspunkt ikke er i strid med hverken god markedsføringsskik eller varemærkeretten, at en erhvervsdrivende afholder sig fra at registrere sine konkurrenters varemærker som negative søgeord. Et negativt søgeord indebærer, at en søgning ved bestemte ord eller sætninger forhindrer visning af den erhvervsdrivendes annoncer.

Læs hele dommen her:
https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-37234-2021-SHR_m.fl._(sambehandling).pdf

Forbrugerombudsmanden indskærper reglerne om markedsføring med bæredygtighedsudsagn over for fem virksomheder

Den danske Forbrugerombudsmand har den 16. december 2022 udstedt pressemeddelelse om, at hun har indskærpet reglerne om markedsføring ved benyttelse af bæredygtighedsudsagn over for fem virksomheder. Indskærpelsen sker i medfør af lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) § 5 og § 13 om vildledende markedsføring.

Indskærpelsen sker på baggrund af virksomhedernes markedsføring af en række forskelligartede produkter, herunder bl.a. lamper, tekstil, legetøj og drikkeflasker i rustfrit stål. Virksomhederne havde på forskellig vis, ved betegnelser som indebar varianter af ordet »bæredygtigt«, markedsført deres produkter som særligt bæredygtige.

Det viste sig imidlertid, at udsagnene enten ikke kunne dokumenteres eller ikke var tilstrækkeligt underbyggede for at kunne markedsføres som bæredygtige. Forbrugerombudsmanden udtalte i den forbindelse, at virksomheder skal kunne markedsføre konkrete miljømæssige fordele ved deres produkter, men at anvendelsen af mere generelle udsagn uden dokumentation herfor, udgør vildledende markedsføring.

Yderligere udtalte Forbrugerombudsmanden, at hun generelt fraråder virksomheder at markedsføre deres produkter som bæredygtige, da et sådant udsagn forudsætter, at produktionen af produktet ikke har forringet miljøet eller tæret på klodens ressourcer til skade for de kommende generationer. Dette kriterium er ifølge Forbrugerombudsmanden sjældent opfyldt i praksis.

Endelig henviste Forbrugerombudsmanden til sin kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring af 2021, der vejleder om reglerne for anvendelse af miljømæssige udsagn i virksomheders markedsføring.

Læs pressemeddelelsen her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2022/virksomheder-kaldte-produkter-baeredygtige-uden-at-kunne-dokumentere-det/

Læs kvikguiden af 2021 her:
https://www.forbrugerombudsmanden.dk/media/56731/kvikguide-om-miljoemarkedsfoering.pdf

Influent skal betale bøde på 40.000 kr. for skjult reklame

Den danske Forbrugerombudsmand udstedte den 5. oktober 2022 pressemeddelelse om, at Retten i Lyngby har idømt en influent en bøde på 40.000 kr. for at overtræde forbuddet mod skjult reklame i lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) § 6, stk. 4.

Bøden blev pålagt som følge af influentens mangelfulde markering på det sociale medie Instagram af, at der var tale om reklame for virksomheder og produkter. Virksomhederne var alene »tagget« på de pågældende opslag, hvilket ifølge Retten i Lyngby udgjorde promovering af de pågældende virksomheder.

Influenten havde opnået en økonomisk gevinst, idet hun bl.a. havde fået en tandbehandling, en cykel, en skitur, adgang til Disneyland, et hotelophold og børnesko. Forbrugerombudsmanden udtalte, at det skal fremgå meget klart, såfremt der er tale om reklame og influenten har modtaget nogen form for vederlag, inden de viser et produkt på de sociale medier. Det gælder også i tilfælde, hvor influenten modtager gratis produkter.

Læs pressemeddelelsen her:https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2022/influent-skal-betale-bode-pa-40-000-kroner-for-skjult-reklame/